post

Koncert med Wiener Sängerknaben

Wiener Sängerknaben er essensen af Wiens rige musikliv og et af verdens ældste drengekor.

Nu kan de snart opleves i Musikhuset Aarhus til koncerten Our favorite Songs med musik af Schubert, Strauss og Verdi samt korets personlige fortolkninger af populærmusik, musicalsange og filmmusik. Undervejs får de selskab af vores eget Skt. Clemens Drengekor.

Det verdensberømte kor består af drenge, der er mellem ni og 14 år gamle, og optræder hver søndag med Vienna Philharmonic Orchestra og medlemmer af Wiens Statsopera kor i Wiens Kejserlige Kapel. Det har de gjort siden 1498.

Sigende for det måske bedst kendte drengekor i verden er, at så prominente og navnkundige kunstnere som Joseph Haydn og Franz Schubert har været medlem af Wiener Sängerknaben. Beethoven og Mozart har sågar skrevet værker eksklusivt til koret.

Koret optræder hvert år på turné for begejstrede publikummer overalt i Europa, Asien, Australien og Amerika. Korets repertoire inddrager alt fra middelalder- til moderne musik, men motet og lieder udgør grundstenen sammen med korets egne arrangementer af musik fra Wien.

Det er den italienske dirigent Manolo Cagnin, der dirigerer koncerten i Musikhuset Aarhus.

Søndag 22. september kl. 16.00
Musikhuset Aarhus

Entré: 250-350 kr. Billetsalg via Musikhuset Aarhus

Medvirkende:
Wiener Sängerknaben
Skt. Clemens Drengekor
Manolo Cagnin, dirigent